Loppefund, Omann Junior & Børge Mogensen

DSC_0716Jeg har en lidt sjov historie til jer i dag, som de færreste af jer kender til. Jeg vender dog lige tilbage hertil senere og starter i stedet for med, at slå et slag for, at den forgangne weekend har været en af de rigtig gode. Loppemarkederne er startet op, hvilket har betydet, at vi har været på loppetur både lørdag og søndag i weekenden. Særligt lørdag var en god dag på loppefundsfronten. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor meget vi kan have med hjem i en Peugeot 208 og der kunne såmænd sagtens have været mere i lørdags.

Loppemarkedet blev afholdt i et lille forsamlingshus, hvor stort set hele byens lokalsamfund så ud til at være mødt op. Det var ekstremt hyggeligt og flere af de ældre herrer og damer var garant for en god snak. Det var en smule svært at komme til, men i menneskemængden fandt vi alligevel et smukt, rundt egetræsbord med tre udtræksplader fra Omann Juniors Møbelfabrik. Jeg må dog desværre vise bordet frem en anden dag, da jeg har glemt skruerne i min mors bil og derfor ikke kan få bordet samlet.

Til jer der ikke ved det, så er mit efternavn Omann. Det var min tipoldefar Niels Omann som i tidernes morgen grundlagde Ølholm Møbelfabrik, hvorfra Omann møblerne er udsprunget. Min oldefar Sigfred og hans bror Andreas overtog fabrikken fra min tipoldefar, men endte desværre ikke med, at føre familieforetagendet videre i fællesskab. De Fortsatte i stedet med hver deres møbelfabrik i familiens navn og Omann Junior var altså min oldefars brors foretagende.

Møbelinteressen render dog stadig stærkt i årene, hvilket min interesse for møbler vist er et tydeligt eksempel på. Jeg er meget betaget af de møbler der er produceret i familiens navn igennem tiden og elsker derfor når jeg støder på noget derfra. Selvom vi ikke lige står og mangler et spisebord MÅTTE det bare med hjem. Så skilt ad blev det og ind i bilen kom det. Nu må vi så se, hvad der skal ske med det, og om det runde teaktræsspisebord i køkkenet, må videre til et nyt hjem.

Udover spisebordet fandt vi også Folkestolen J39 af Børge Mogensen til en flad 20’er! Hvabehar?! Den ene pind i ryggen er godt nok flækket, men den kan limes forholdsvis pænt. Kommer man ikke til at kunne læne sig op ad den igen, kan den i hvert fald bruges til pynt og tøjstol i soveværelset. Ser vi bort fra lørdagens geniale loppefund, bød søndag også på et par fine af slagsen. Vi fandt to grå arkitektlamper til arbejdsbordet på kontoret, så jeg endelig kan se noget ved symaskinen og P kan se når han roder med sit elektronik. Sidste fund blev en industriel metalkurv med god patina.

Udover gode loppefund, har weekenden blandt andet også budt på første frokost på altanen i det skønne solskinsvejr, hængepartier i lejligheden, lækker kage og omplantning af de mange spiringsprojekter. Alt i alt en rigtig god weekend!

DSC_0706Børge1DSC_0714

Er du nysgerrig efter mere af BLAA NORD? Følg bloggen på Bloglovin, Facebook og Instagram.

Posted in: Boliginspiration, Genbrugsguld, Interiør, Mit Hjem, Personlig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *