Fra kant til farver // Boligreportage

DSC_1055DSC_1118

Her Bor:
– Louise Koudal, 31 år, Thit, 4 år og Bimse (En hvid chihuahua med temperament).
– Beskæftigelse: Skolelærer
– Bopæl: Treværelses lejlighed på 87 kvm i gammel kontor- og lagerbygning.

For nyligt var jeg på besøg i det fine pigehjem, som Louise deler med sin datter Thit og den skøre hund Bimse. Jeg var allerede betaget af Louise og datterens lejlighed inden jeg overhovedet var trådt indenfor døren, idet beliggenheden straks talte til mig. Den særlige lejlighed ligger nemlig for enden af en gård, placeret over gamle garager, i en gammel lager- og kontorbygning, som er lavet om til to lejligheder. Lejligheder som disse er der ikke mange af og den hyggelige baggårdsstemning taler for sig selv. De store vinduer og lave vindueskarme, som pryder facadens førstesal og Louises køkken-alrum, er blot én af de lækre detaljer ved dette hjem – for ikke at nævne værelsernes ovenlysvinduer eller den hyggelige altan ud til gården.

Louise og Thit har boet i lejligheden i godt og vel et års tid, og indretningen har der været styr på fra omtrent dag et. Louise sætter pris på orden og rene linjer, hvorfor indretning bærer præg af gode opbevaringsløsninger og lyse farver. Især det med farverne er en forholdsvis ny ting i indretningen hos Louise, da hun før Thit kom til verden, på ingen måde indrettede med farver.

“I mange år var jeg kun til sort og hvid, og ejede ingenting i farver overhovedet. Jeg kunne ikke drømme om at købe noget i farver. Men da jeg var gravid kom jeg til at tænke over, at jeg nok ikke kunne have et barn, hvortil alt var sort og hvidt. Så jeg besluttede mig for at købe lidt med farve og så synes jeg egentlig, at det var lidt hyggeligt, at det hele ikke var så sterilt. Nu er jeg så helt vild med farver, selvom jeg prøver at holde det lidt nede, så det ikke bare bliver ét stort farvecirkus. Jeg kan godt lide at kombinere det der er lidt kantet med lidt farver, som giver noget hygge. Vi bor kun piger her, så jeg dimser amok og har skabt et rigtigt pigehjem”.

DSC_1058DSC_1064BoligLouise6DSC_1175DSC_1070På trods af at Louise fortrækker at indrette med lyse farver og lyse træsorter, har der alligevel lusket sig lidt teaktræ ind i boligen. Den store skænk i teaktræ, som pryder bagvæggen i stuen, har nemlig en hel særlig betydning. Skænken er Louises favoritmøbel, og den har oprindelig boet på hendes farmor og farfars gamle gård.

“Min farmor og farfar købte den kort efter at de blev gift. De havde helt vildt mange teaktræsmøbler på deres loft inden de flyttede, så jeg gik rundt og satte post-its på de ting jeg kunne tænke mig. Det fik jeg en masse fine ting ud af, men jeg havde slet ikke plads til alle tingene da jeg flyttede i lejligheden her. Så jeg måtte desværre sælge meget af det. Skænken er helt sikkert min fortrukne, også fordi jeg ved, at det var noget af det første de brugte deres penge på. I skufferne ligger der gammelt tapet, som min farmor har klippet ud. Den gamle radio, har jeg arvet af min morfar da han døde, så jeg synes at det er lidt hyggeligt at have placeret tingene sammen. Jeg ved også at min farmor og farfar synes at det er hyggeligt når de er her, at jeg har nogle af deres ting”.

Louise er vild med at kombinere gammelt og nyt, og kan særligt godt lide at have ting, som har været i familien. Hun køber af og til nye ting, men sælger også gerne ud af det der ikke dur mere. Hun har ringe tålmodighed, hvis først hun har kastet sit hjerte på noget til boligen, og tøver derfor ikke meget med at købe det hun er faldet for.

“Jeg går ikke så meget op i mærker. Ofte ser jeg bare noget der lige tiltaler mig, og så køber jeg det. Tænk nu, hvis der var nogen der nåede at købe det før mig”, fortæller Louise smilende. “Jeg er nok lidt impulsagtig. Er også derfor jeg nogle gange kommer hjem med noget der ikke lige er sagen mere efter en måned. Jeg er fx heller ikke god til at prutte om prisen på loppemarkeder, for jeg vil jo bare gerne have det. Jeg er nok ikke den store krejler – jeg har dårlig tålmodighed. Hvis jeg får en ide om noget der skal laves, skal det helst laves med det samme og gerne inden dagen er omme”.

Selvom der flytter både nye ting ind og andre ting ud af det fine pigehjem, flyttes der ikke meget rundt på de større møbler. Louise flytter primært rundt på de små ting og har helst ikke for meget nips fremme på én gang. Hun foretrækker at gemme nogle af pyntetingene væk, og i stedet rotere dem ind og ud af skabene, alt efter humør og stemning. På den måde undgår man ifølge Louise, et hjem der er rodet og overfyldt med for mange ting, som skaber uorden og forstyrrelser i dagligdagen. Louises yndlingsspot i lejligheden er derfor også hendes soveværelse, idet rummet er både hyggeligt og roligt. Soveværelset rummer ikke noget, som det ikke skal, hvilket giver en helt særlig ro, som Louise nyder.

DSC_1138BoligLouise7DSC_1180DSC_1126DSC_1159Louise er ret så kreativ og underviser til dagligt i billedkunst og håndarbejde. Hun er super dygtig til at tegne og male, og var i fuld gang med de flotte tegninger, da jeg kom på besøg. Louise har også lavet det sort/gule maleri som hænger over sofaen, og tegningen til venstre for dråben på teakskænken. 
BoligLouise2DSC_1078

Tre hurtige om indretning
Hvor finder du inspiration til indrette dit hjem?
“Det gør jeg nok meget på Instagram og blogs. Jeg lader mig ofte inspirere. Det kan være nye farver eller sjove ideer. Jeg er ret vild med det. Jeg køber sjældent magasiner i dag, for jeg kan få dækket mit behov igennem de mange fine muligheder på nettet. Jeg følger ikke nogle bestemte profiler eller blogs, men søger meget rundt forskellige steder”.

Dit fortrukne rum at indrette?
“Jeg tror det er børneværelset. Det er så hyggeligt at lave og se, hvor glad min datter bliver over det, når der laves nye ting på hendes værelse. Det er også et lidt andet projekt end resten af et hjem, fordi hun bliver ældre hele tiden, så der er mange muligheder for at ændre de små ting løbende. Det er også lidt nemmere at flytte rundt derinde i forhold til resten af hjemmet. Vi er også gode til at rydde ud i de ting hun ikke gider at lege med mere, så det ikke hober sig op. Jeg kan bedst lide når værelset er luftigt og rart at lege i. Jeg er ikke så glad for de kønsopdelte farver, jeg kan godt lide at der er lidt af det hele”.

Har du et godt indretningsråd?
“Det er nok, at man ikke skal stoppe for mange ting ind i sit hjem. Jeg har rod i mange af mine skabe, men det er gemt væk. Jeg vil hellere have ting i skabene, som jeg kan bytte ud med, end at alt står fremme på én gang. God opbevaring er vigtigt, så man kan pakke tingene væk”.

BoligLouise3DSC_1110DSC_1155Tip: Skab en hyggelig altanstemning med farver, tekstiler og træmøbler, som Louise har gjort. Det fine, gule uldtæppe er fra IDEmøbler, egernpuden er fra House Doctor og sækkestolen ‘Happy Cat’ er fra RoomMate.
DSC_1169BoligLouise4BoligLouise1

Er du nysgerrig efter mere af BLAA NORD? Følg bloggen på Bloglovin, Facebook og Instagram.

Posted in: Boliginspiration, Boligreportager, Interiør, Udeliv

6 thoughts on “Fra kant til farver // Boligreportage

  1. Louise

    Tak for et dejligt besøg og for de smukke billeder du har taget af mit hjem:) Så fint beskrevet og du rammer spot on – det er nemlig lige præcis sådan thit og jeg bor.
    Kh Louise

    Reply
    1. BLAA NORD Post author

      Hej Sanne,
      Stolen er købt hos Lerche Design i Odense, tjek deres webshop lerchedesign.dk. Desværre ved Louise ikke, hvem der har designet stolen. Det var den eneste i butikken de havde, den hun købte. Skriv evt. til butikken og spørg, hvor den er fra 🙂 Håber du finder frem til en fin stol uanset, hvad det ender med.
      Kh Anne Cathrine

      Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *